Hvordan afkalker jeg min elkedel?
Det er nemt at afkalke elkedlen med eddike, og det er skånsomt for miljøet. Forbrugerrådet Tænk anbefaler at fylde elkedlen med 1 del eddike til 1 del vand, hvorefter det skal koges igennem. Du kan koge vandet ad flere omgange, hvis kalken ikke bliver helt opløst første gang.
Til sidst skyller du elkedlen med rent vand, som opvarmes og hældes ud. Gentag dette mindst 3 gange, så elkedlen renses for eddike.
En anden metode, som også giver et godt resultat, er at opløse 1,5 spsk. Sterling citronsyre (i pulverform) i 1 liter vand, og lade det koge igennem. Efterfølgende kan man lade opløsningen være i elkedlen, indtil kalken er væk. Det er en god og effektiv metode, som er skånsom for miljøet.
Også her skal du koge rent koldt vand i elkedlen ad 3 gange, så du sikrer at den er ren og fri for rester af citronsyre-opløsningen.
Derfor skal du afkalke din elkedel
I store dele af Danmark er vandet meget kalkholdigt, og kalken kan hurtigt sætte sig i elkedlen. Hvis elkedlen bliver alvorligt kalket til, nedsættes levetiden mens strømforbruget stiger. Din elkedel bliver måske også langsommere til at opvarme vandet, hvis varmelegemet er stærkt tilkalket.
I takt med at kalken ophober sig i din elkedel, er det ikke usædvanligt at små stykker brækker af og flyder rundt i vandet. Er du rigtig uheldig, kan du altså få et stykke kalk i din kaffe eller te, og det er ikke rart at få ind i munden.
Du bør altså vænne dig til at afkalke elkedlen og andre apparater, som bruges til opvarmning af vand.
Hvordan renser jeg min elkedel?
En elkedel kan blive smudset at se på, især hvis den står i et travlt køkken. Den er heldigvis nem at rengøre, især hvis du gør det jævnligt.
Vi anbefaler at du bruger en mikrofiberklud til blanke overflader af glas eller metal, men ellers kan en helt almindelig karklud også fungere.
Tilsæt et skvæt opvaskemiddel til en balje med varmt vand, og bland det rundt. Lad kluden suge sæbeopløsningen, hvorefter du vrider den hårdt. Nu kan du tørre elkedlen af udvendigt, og opløsningen skulle gerne kunne tage det værste smuds og snavs. Er der genstridige pletter, kan du også prøve med lidt brun sæbe. Husk dog at tage handsker på, da brun sæbe kan være skadeligt for huden. Smør lidt brun sæbe på pletterne, og lad det virke i en times tid. Så tørrer du blot over med kluden, og elkedlen er ren. Brun sæbe er uhyre effektivt mod indtørrede og fastbrændte madrester, hvorfor brun sæbe også anbefales til rengøring af blandt andet ovn og kogeplader.
Hvad er bedst til afkalkning af elkedlen?
Der findes flere effektive midler, som kan bruges til afkalkning af elkedlen. De mest gængse midler inkluderer eddike og citronsyre, som er effektive og skånsomme for miljøet. Det er bedst at undgå de skrappe kemikalier, når det er muligt, så vi ikke belaster miljøet (og vores pengepung).
Eddike (husholdningseddike eller eddikesyre)

Almindelig husholdningseddike er fortræffeligt til afkalkning af elkedlen, og så er det billigt. En flaske eddikesyre 32% fra Borup Kemi kan også bruges, og holder markant længere på grund af blandingsforholdet.
Husholdningseddike skal blandes med vand i forholdet 1:1, hvorimod eddikesyre skal blandes med vand i forholdet 1:4. Proceduren er den samme for begge rengøringsmidler: Bring opløsningen til kogepunktet, og kør derefter koldt vand gennem elkedlen mindst 3 gange.
Ulempen ved eddike er den kraftige luft, som for nogen kan være meget ubehagelig. Her kan citronsyre anbefales som et alternativ.
Citronsyre

Citronsyre i pulverform er et godt og effektivt middel mod kalk, og det kan bruges til mange forskellige formål. Vi har selv gode erfaringer med at anvende Sterling citronsyre, som sælges i pakker á 500 gram. Du skal blot bruge hvad der svarer til 1,5 spiseske citronsyre til 1 liter vand, når du vil afkalke din elkedel, og derefter koger du opløsningen op. Lad den virke i et øjeblik, og hæld ud. Hvis elkedlen er meget tilkalket, kan du lade opløsningen blive i elkedlen i længere tid – og gerne til dagen efter. Når elkedlen er fri for kalk, skal du koge den igennem med rent vand ad mindst 3 omgange.
Vi mener at citronsyre er et godt og effektivt middel, som tilmed er lugtfrit og nemt at dosere. Det kan anvendes til samme formål som eddikesyre, og er altså meget alsidigt.
Afkalkningstabletter

Sterling afkalkertabs er et eksempel på tabletter, der sælges i dagligvarehandlen og kan bruges til afkalkning af elkedler. De kan også bruges til afkalkning af kaffemaskiner og andre husholdningsmaskiner, og er nemme at anvende.
Afkalkningstabletter er dyrere end andre midler, og vi synes kun de er marginalt nemmere at anvende end eddike eller citronsyre.
Også her er fremgangsmåden meget simpel: Læg 1 tablet i 500 ml vand, og vent til den er helt opløst. Tænd dernæst elkedlen, men sluk før vandet når kogepunktet, da opløsningen ellers kan bruse over. Lad opløsningen virke i et kvarters tid, og hæld ud. Kog elkedlen igennem med rent vand mindst 2 gange, så resterne af opløsningen fjernes.
Flydende afkalkningsmiddel

MinusKalk laver et flydende afkalkningsmiddel, som kan bruges til elkedlen. Midlet må ikke hældes direkte i elkedlen, så du skal først fylde 1 liter vand på maskinen og dernæst tilsætte 100 ml afkalkningsmiddel. Har du en mindre eller større elkedel, kan opløsningen justeres herefter.
Nu skal du blot koge opløsningen igennem, og kalken fjernes relativt hurtigt. Producenten anbefaler at man gentager behandlingen, hvis elkedlen er stærkt tilkalket. Flydende afkalkningsmiddel er et fint og effektivt alternativ til eddike og citronsyre, men det kan altså være hårdere for miljøet.
Hvor ofte skal jeg afkalke min elkedel?
Du skal regne med at afkalke elkedlen en gang om måneden, hvis du vil undgå at kalken når at ophobe sig i kedlen eller i filteret. Hvis du husker at tømme elkedlen helt efter brug, kan du måske nøjes med at afkalke den hver anden måned. Er du i tvivl, kan du altid åbne elkedlen og tjekke om kalken er begyndt at aflejres i bunden eller langs siderne.Bor du i et område med meget hårdt vand, eksempelvis hovedstadsområdet, bør du afkalke elkedlen oftere. Tjek vandets hårdhed for dit område her, hvis du er i tvivl.