Måltidskasser fra DailyNam

Madskyen er en uafhængig vidensportal. På denne side kan du se annoncelinks, som finansierer vores daglige drift.

Hvis du er vild med måltidskasser og asiatisk mad, er DailyNam værd at kigge nærmere på. DailyNam måltidskasser blev skabt i marts 2020, og tilbyder måske Danmarks eneste asiatiske måltidskasser. Læs med her, og bliv klogere på fordele og ulemper.

Se også: Gennemgang af de bedste måltidskasser

Førstehåndsindtryk

Vores første indtryk er rigtig godt. DailyNam præsenterer deres måltidskasser lækkert, og alle retter er illustreret med billeder. Et must, når retterne er af en mere eksotisk karakter. Menuerne er planlagt et par uger frem i tiden, så du ved akkurat hvad du får i de enkelte uger.

Når man vil bestille en måltidskasse, kommer man til en relativt simpel bestillingsformular. Vi erfarer, at hver måltidskasse kan tilpasses 1-6 personer, og det er muligt at vælge engangskøb eller forskellige intervaller for levering.

Vi bemærker også at der tilbydes levering i hele landet samt gratis fragt, men ærgrer os over at måltidskasserne først leveres om tirsdagen. Der er kun mad til 3 dage per uge, så man skal selv ud og finde mad til de resterende dage.

Alt i alt et meget fint førstehåndsindtryk, nemt at finde rundt på hjemmesiden og flot præsentation af menuerne.

Typer af måltidskasser

DailyNam har et beskedent udvalg af måltidskasser. De tilbyder en kasse til hverdag og en vegetarisk kasse, og derudover har de en Dim sum-kasse og en Peking Box.

Hverdagskassen – fra 385 kr./uge

Hverdagskassen indeholder asiatisk inspirerede retter, som er nemme at lave og kan nydes af både børn og voksne. Måltiderne er varierede, og består af spændende råvarer som man ikke nødvendigvis bruger i madlavningen normalt.

Af retter i denne måltidskasse kan blandt andet nævnes satay spyd, ceviche, naan brød sandwich, pad thai, goi cuon, panang curry wontons, ramen og steamed buns.

Vegetarkassen – fra 385 kr./uge

Vil du gerne skære kødet helt eller delvist fra din kost? Med Vegetarkassen fra DailyNam kan du få lækre vegetariske måltider leveret til din dør hver uge, så du kan få mulighed for at prøve noget nyt.

Måltidskassen har fokus på asiatisk inspirerede retter, hvor fokus ligger på grøntsagerne. Opskrifterne er nemme at følge, så her kan alle være med.

Retterne er generelt de samme som i Hverdagskassen, dog er kødet erstattet med grønne alternativer.

Levering

DailyNam leverer til hele landet, og din måltidskasse dukker op i løbet af tirsdage i tidsrummet 7 til 17. Det er måske et upraktisk tidspunkt for nogen, især hvis man sover længe og chaufføren står på dørtrinnet klokken 7 om morgenen. Ydermere kan det være upraktisk, at måltidskasserne først leveres om tirsdagen. Det betyder nemlig, at du skal ud og finde andet mad hver mandag.

Vi oplever at leveringen fungerer nemt og enkelt, men vi kan forstå at andre kunder har oplevet svingende kvalitet af leveringen. Blandt har flere oplevet lækager fra deres måltidskasser, da våde ingredienser ikke er pakket i forseglede bokse/poser. DailyNam skal dog have ros for at forholde sig til denne kritik, og vi håber at de med tiden kan rette op på dette. De er en ny lille leverandør, som er startet i marts 2020.

Tilberedning

Vi ved at det asiatiske køkken rummer et væld af ingredienser, og måltidskasserne rummer da også en masse forskellige råvarer. Du skal bruge dem alle, og det kan godt føles en smule overvældende. Vores oplevelse er at opskrifterne er nemme at følge, og ingredienser er nøje målt op. Du behøver altså ikke at hive køkkenvægten frem og måle alle ingredienserne af, da de oftest er pakket i rette mængder.

Af den grund går tilberedningen faktisk hurtigt og nemt, men du bør forvente at skulle bruge mellem 20 og 30 minutter i køkkenet på at lave maden.

Maden

Det er svært at tilgodese alles ganer, men vi fornemmer at DailyNam gør et hæderligt forsøg. Asiatisk mad kan være stærkt krydret med kraftige dufte, som de fleste af os ikke er vant til. I starten er det en tilvænningsproces, men med tiden vil de fleste af os elske de mange spændende smagsindtryk.

DailyNam har tilpasset de fleste opskrifter til danske smagsløg, hvilket er en smule synd. Asiatisk mad skal altså smage af noget, ellers vil retterne blot fremstå anonyme og intetsigende. Der er heldigvis masser af smag i måltiderne fra DailyNam, men vi savner lige det sidste “spark”.

Generelt har vi dog oplevet, at maden er i en høj kvalitet. Vi hiver gerne lige vores egne krydderier frem fra køkkenskufferne, for at peppe retterne lidt op inden servering. Lidt ekstra fiskesauce, chili og lime kan sætte fut i det meste.

Fakta om DailyNam

Hvad kan DailyNam? Få svar på de mest stillede spørgsmål om DailyNam i vores fakta-sektion herunder.

Hvor mange måltidskasser har DailyNam?

DailyNam tilbyder i alt 4 forskellige måltidskasser: Hverdagskassen, Vegetarkassen, Dim sum kassen og Peking Box. Hverdagskassen og Vegetarkassen kan bestilles til fast levering i et valgfrit interval, mens Dim sum kassen og Peking Box kan bestilles som engangsleveringer.

Hvor leverer DailyNam?

DailyNam kan levere i hele Danmark, dog kun til brofaste øer. DailyNam leverer måltidskasser hver tirsdag mellem 7 og 17.

Hvem er målgruppen hos DailyNam?

Målgruppen hos DailyNam er formentlig yngre mennesker, børnefamilier og midaldrende mennesker, som alle måske har en forkærlighed for asiatisk mad. Det er svært at vurdere, da konceptet er relativt universelt. Der er måltidskasser til både kødspisere og vegetarer.

Hvor mange dage dækker måltidskasserne fra DailyNam?

DailyNam dækker tre måltider om ugen, hvilket er mindre end hos de fleste andre leverandører. Vores vurdering er at DailyNam skal betragtes som en skønt supplement til hverdagene, og ikke en komplet måltidsløsning til hele ugen.

Hvor mange personer kan der bestilles til?

Der kan bestilles måltidskasser til mellem 1 og 6 personer. Du har altså flere valgmuligheder end hos de fleste andre leverandører, og dette fortjener DailyNam ros for. Det er nemlig svært at finde måltidskasser, hvis man blot er en enkelt person.

Tilbyder DailyNam glutenfri måltider?

Nej. DailyNam tilbyder desværre ikke måltidskasser til særlige behov, men tjek eventuelt vores oversigt over glutenfrie måltidskasser hvis du søger dette.

Tilbyder DailyNam vegetariske måltider?

Ja, DailyNam tilbyder en vegetarisk måltidskasse. Retterne er typisk de samme som i kassen med kød, dog er kødet erstattet af grønne råvarer.

Tilbyder dailyNam veganske måltider?

Nej, DailyNam tilbyder ikke veganske måltider. Hvis du ønsker en plantebaseret måltidskasse, anbefaler vi at du tjekker vores guide til veganske måltidskasser. Vi har undersøgt og vurderet alle veganske måltidskasser på markedet, så der kan du få overblik over dine muligheder.