Vores oplevelse med: Nemlig.com

Denne artikel kan indeholde links til forhandlere, som giver os en kommission ved køb.

I denne artikel kan du læse om vores oplevelser med måltidskasser fra Nemlig.com. Artiklen er IKKE sponsoreret af Nemlig.com, og vi har for egen regning (og eget initiativ) indkøbt de ønskede måltidskasser til formålet.

Vi har til denne artikel afprøvet følgende måltidskasser:

  • Slank øko. (3 personer / 4 dage)
  • Hurtig (3 personer / 3 dage)

Derudover har vi i adskillige uger fra august til og med oktober 2019 købt og afprøvet forskellige måltidskasser fra Nemlig.com.

Du kan herunder læse en gennemgang af vores samlede oplevelse med måltidskasser fra Nemlig.com.

Om måltidskasser fra Nemlig.com

Måltidskasserne fra Nemlig.com adskiller sig en smule fra andre leverandørers tilbud, da de er sammensat af “almindelige” varer du også kan finde i deres online supermarked. Det betyder blandt andet at du kan bestille alle dine dagligvarer sammen med måltidskasserne og helt undgå indkøb ved siden af, ligesom du har mulighed for at få leveret måltidskasserne i intervaller på samme måde som med alle deres andre varer.

Dette er blandt andet en stor fordel for dem der bor i lejligheder med aflåste opgange, hvor det ikke altid er muligt for chaufførerne at stille måltidskasserne sikkert. Her kan man nemlig selv vælge det præcise leveringstidspunkt, således at man kan åbne for chaufføren og tage imod varerne. Det betyder dog også, at det ikke er muligt for chaufføren at stille dine måltidskasser overhovedet – og du skal således afsætte et specifikt tidsrum hvor du kan tage imod de bestilte varer personligt.

Du har mulighed for at vælge mellem 6 faste måltidskasser, men der kan også blandes efter eget ønske. Som udgangspunkt holder varerne indtil den dag opskriften er planlagt til, så hvis måltidskassen eksempelvis har en opskrift på lasagne med oksekød dag 1 efter levering, kan du som minimum forvente at ingredienserne har 1-2 dages holdbarhed. Vores oplevelse er dog at varerne har en holdbarhed på mellem 4 og 7 dage som minimum, og normalt er varerne helt friske på leveringsdagen.

Bestillingen

Bestillingen foregår nemt og enkelt på hjemmesiden. Her bestiller du for en periode ad gangen, og du vælger selv dag og tidsrum for levering.

Der er ingen løbende abonnementer der skal vedligeholdes, du skal blot ind om søndagen og bestille de ønskede måltidskasser.

Når du er logget ind, får du en oversigt over leveringstider med priser, og du kan ligeledes se hvilke måltidskasser der kan leveres. Det hænder at enkelte retter bliver udsolgt, så det kan anbefales at bestille måltidskasserne senest søndag morgen/formiddag.

Leveringen

I nogle områder, inklusiv vores område, kan chaufføren levere i timeintervaller. Det betyder at vi frit kan vælge en ønsket leveringstime, hvor chaufføren så kommer med varerne. Det er vores oplevelse at chaufføren kommer til tiden, men vi har dog en enkelt gang oplevet at chaufføren kom 15 minutter for tidligt. Vi vil dog formode at chaufføren i sådan et tilfælde er nødsaget til at vente op til 15 minutter, hvis der ikke er nogen hjemme.

Varerne leveres pakkede i gennemsigtige plastikposer, lige til at lægge i køleskabet.

Varerne

Du får alt hvad du skal bruge, på nær basisingredienser såsom salt, sukker, peber, madolie, osv. Sådanne ingredienser har de fleste normalt altid, og det ville formentlig være for omkostningstungt hvis Nemlig.com skulle levere alt dette i småt plastikemballage til hver måltidskasse.

Her ses de afmålte ingredienser, som følger med i måltidskasserne. Det er typisk krydderier, ris, frø, nødder, kerne og lignende, der leveres i afmålte portioner.
Ingredienserne leveres pænt indpakket og ordentligt, så de er lige til at lægge i køleskabet. Alt er koldt og friskt ved modtagelse.

Tilberedningen

Der medfølger fine og let udførlige opskrifter med til hver ret, og der er normalt et anslået tidsforbrug på hver opskrift. Vi har dog flere gange oplevet at dette tidsforbrug er skudt lidt ved siden af, så det bliver man nødt til at tage med et gran salt.

En enkelt opskrift under “Hurtig”-måltidskassen tog faktisk over en time, da det medleverede pulled pork krævede en time i ovnen for at blive varmt (i opskriften stod der 15 minutter). For os var det dog ikke ødelæggende for oplevelsen, men man skal dog være forberedt på at det anslåede tidsforbrug ikke altid passer 100%. Det er typisk ikke al tiden man skal være aktiv i køkkenet, men der skal somme tider påregnes lidt længere tid end forventet til opvarmning af ovn, ligesom visse retter har skullet simre i længere tid end angivet for at opnå den rette konsistens.

Generelt har tilberedningen være nem og enkel at gå til, hvilket er et kæmpestort plus i en travl hverdag.

Maden

Vi ville gerne have taget nogle billeder af de færdigtilberedte retter, men vi syntes ikke at billederne ydede retfærdighed til smagen af de forskellige retter.

Maden er generelt rigtig god, og af en høj kvalitet. Vi har været glade for at prøve en masse forskellige retter, og vi har blandt andet fået smag for at spise sundere og lettere end vi plejer.

Vi har endnu ikke oplevet at der har været for lidt mad, men til gengæld har vi flere gange har en portion tilovers. Denne har vi så kunnet gemme i fryseren eller spise til frokost den efterfølgende dag, hvilket vi synes er positivt.

Det er også et plus at retterne normalt er sæsonaktuelle, således at man får det bedste fra Danmarks egne producenter af friske frugter og grøntsager.

Kan vi anbefale måltidskasser fra Nemlig.com?

JA!

Især til dem, der gerne vil prøve måltidskasser og ikke har tiden til at sætte sig ind i de mange forskellige abonnementsordninger. Måltidskasserne fra Nemlig.com er nemlig helt uden binding, og du bestemmer selv fra uge til uge hvad du vil have. Der kan blandes på kryds og tværs af de forskellige måltidskasser, og der kan vælges antal personer fra dag til dag. Det hele er nemt at gå til.

Samtidig er det muligt at bestille andre dagligvarer, og få dem leveret sammen med måltidskasserne. Det synes vi er et stort plus, for så sparer vi helt de ugentlige indkøbsture.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *